I foråret 1970 tog Ejnar Hansen en vigtig beslutning, — han etablerede Ejnar Hansen Maskinfabrik A/S. Til at starte med i garagen på privat- adressen, og nogle år efter flyttede fabrikken til de nuværende lokaler på Smedevej i udkanten af Broager tæt ved Sønderborg. Takket være Ejnars ihærdighed og store faglige kunnen er det kun gået fremad for Ejnar Hansen Maskinfabrik A/S lige siden. I dag er vi en førende leverandør indenfor vores branche og stadig i rivende udvikling.
Succesen skal findes i vores nysgerrige tilgang til at opnå en optimal fremstillingsproces af komplekse, montageklare komponenter, samt i vores professionalisme og specialkompetencer, men især også i vores evne til at investere i - og konstant videreudvikle - det absolut bedste udstyr i branchen.
Helt fra begyndelsen har det været en af vores højeste prioriteter at være i konstant udvikling og vækst. Allerede i 70’erne var virksomheden i flot fremgang. Dengang var det primære fokus på landbrugssektoren, hvortil der blev leveret drejedele til branchens maskinproducenter i lokalområdet, men derudover fremstillede vi også specialmaskiner af meget høj kvalitet.
En helt ny produktionsstrategi tog for alvor fart, da maskinfabrikken i begyndelsen af 80’erne satsede stort og investerede i den første CNC drejebænk.
Verden åbnede sig for alvor op for virksomheden, der nu kunne fabrikere dreje- og fræsningsdele til et langt større kundesegment både inden- og udenfor Danmarks grænser. Den nye strategi har vist sig at være et perfekt match til Ejnar Hansen Maskinfabrik A/S.
Med et ønske om at kunne levere højeste kvalitet og opnå entydig kundetilfredshed er det lykkedes os at udvide vores kompetenceprofil yderligere, så vi i dag kan tilbyde komplette montageklare dele direkte til vores kunders montagelinjer.
Vi råder i dag over mere end 30 topmoderne CNC-maskiner, der kan varetage save-, dreje-, fræse- og planslibeprocesser. Herudover har vi allieret os med strategisk udvalgte underleverandører indenfor både varme- og overfladebehandling samt til forskellige slibeprocesser. Dette setup bevirker, at vi i dag er vores kunders foretrukne one-stop leverandør.